Pædagogisk tilsyn
På denne side kan du læse om, hvordan vi fører pædagogisk tilsyn i Randers Kommunes dagpleje.
I løbet af 2025-2026 vil der hos alle dagplejere i kommunen blive gennemført pædagogisk tilsyn. Tilsynet tager afsæt i en ensartet strukturel form for både dagplejen og institutioner, hvilket er med til at sikre, at dit barns dagpleje eller privat pasning er af høj kvalitet. Tilsynet udføres af pædagogiske konsulenter fra børnefagligt udviklingscenter, Børn og Skoleforvaltningen.
Hvad betyder det pædagogiske tilsyn for dit barn?
I Randers Kommune arbejder vi med det gode børneliv ved alle dagplejere og institutioner, som for os betyder, at alle børn har ret til en god børnedag. Det pædagogiske tilsyn er med til at sikre læringsmiljøer af høj kvalitet og trivsel i børnehøjde. Når den tilsynsførende observerer i dit barns dagpleje, er det netop disse temaer, der står helt centralt. Er det rart og trygt at være barn her? Og hvordan kan vi blive endnu bedre til at skabe de gode rammer, hvor alle børn kan lege, lære og udvikle sig i børnefællesskaber?
Hvad er forældrenes rolle i tilsynet?
Som en del af tilsynet afholdes der et tilsynsmøde i den enkelte dagpleje. Her deltager dagplejeren, dagplejepædagogen, konsulenten samt evt. leder. Gennem dialog drøftes på hvilken måde forældresamarbejdet og sammenhænge understøttes i praksis. I forbindelse med udarbejdelse af handleplan for justeret praksis gøres der overvejelser om forældreinvolvering.
Sådan udføres tilsynet
Tilsynet tager udgangspunkt i det pædagogiske grundlag og der er fokus på det faglige indhold. Som en del af det samlede tilsyn laver konsulenten en uanmeldt observation i den enkelte dagpleje af 1,5 times varighed. Det vil være det faglige indhold og kvaliteten af lege- og læringsmiljøet, der observeres og ikke enkelte børn eller bestemte børnegrupper. Det uanmeldte tilsyn finder sted i perioden marts 2025 - juli 2026, og det anmeldte tilsyn i perioden august-december 2026.
Pejlemærker for høj kvalitet
Følgende fem pejlemærker er i fokus under observationerne:
- Kvaliteten af dagplejens relationskompetencer og støtte til børnenes indbyrdes relationer i børnefællesskabet
- Børnenes muligheder for optimale lege- og læringsmiljøer med gode rollemodeller
- Om alle børn får tilbudt deltagelsesmuligheder i et mangfoldigt fællesskab med afsæt i et ressourceorienteret børnesyn
- Dagplejens understøttelse af det sproglige læringsmiljø
- De fysiske rammer i dagplejen ude som inde
Tilsynets samlede vurdering
Tilsynet afsluttes med et tilsynsnotat, som giver et kort oprids af konsulentens kvalitetsvurdering af det pædagogiske arbejde i dagplejen eller pasningstilbuddet samt en retningslinje for det videre arbejde.
Tilsynsnotaterne indgår som grundlag i en samlet rapport, der præsenteres for forældrebestyrelsen og offentliggøres på Randers Kommunes hjemmeside, hvor forældre kan få indblik i den samlede vurdering. Den samlede rapport for hele dagtilbudsområdet rapporteres til det politiske niveau i efteråret 2025/2026. Her vil der indgå et særskilt afsnit for de private børnepassere.